Egernlandet (eBook)

De sorte egerns kamp

Hans Ulrich Kleiminger (Autor)

eBook Download: EPUB

2025 | 1. Auflage
56 Seiten
Books on Demand (Verlag)
978-87-430-8808-0 (ISBN)

Infos

Egernlandet er en fortælling om de sorte egern, der oprindelig levede over hele landet, men sidenhen blev presset tilbage til Fyn og Langeland af de røde egern. Det sorte egern Virilli tager så sagen i egen pote, for at frelse det skovområde, i hvilket de lever. Det kræver både mod og mægtige venner.

Forfatteren er bosat i Risskov og er oprindelig uddannet som arkæolog med bifag i driftsøkonomi. I forbindelse med Århus Amts Erhvervsafdeling skrev han i sin tid om Anholts historie. Siden hen har han i en årrække været beskæftiget i kommunalt regi med kommunikation og webprojekter som fokusområde. Endvidere har udvikling af læringsspil om bæredygtighed og FN's verdensmål længe haft forfatterens interesse. Bæredygtighed har tillige været et centralt emne i to udgivne digtsamlinger under pseudonymet Frans Selmer.

Textauszug

Siden tidernes morgen havde de sorte egern boet i landet. Udtrykket "tidernes morgen" var måske lidt overdrevet, men det fremmede forståelsen for, at slægten havde været her i mange generationer. Det havde Virilli i alt fald fået at vide af sin far og mor, så det måtte vel være sandt, og ifølge dem, så havde deres forældre fortalt dem den samme historie, og Virilli vovede ikke at anklage sine bedsteforældre, for at løbe med usandheder. Engang havde den sorte slægt været så talrig i løvskovene, at de boede i de fleste landsdele, men i det forrige århundredes begyndelse efter menneskets tidsregning, havde dette tobenede og meget farlige væsen af ukendte årsager ladet fremmede egern af den røde stamme bosætte sig i nærheden af de steder, hvor de selv havde slået sig ned.

En dag havde Virilli mødt et hunegern på en gren i et stort egetræ. Han syntes, at hun var noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. Hendes pels var nydeligt sort fra hovedets duskede ører til ryggen og den buskede, store hale. Kun maven fremviste hvide aftegninger. Faktisk lignede de to meget hinanden, og hvis nogen kom forbi nede på skovstien og fik øje på dem, så ville de ikke kunne se forskel. Virilli var imidlertid ikke i tvivl og snusede interesseret til det andet egern. Til at begynde med virkede hun fuldstændig uinteresseret i at lære ham at kende, for hun lod som om, at han slet ikke var til stede. Det irriterede Virilli, at hun bare vendte ryggen til ham, mens hun gnaskede videre på et lækkert agern. Han forsøgte venligt at fortælle hende, at han hed Virilli, og han spurgte naturligvis også, hvad hendes navn var, men der kom ikke noget svar.

Kun den fortsatte smasken hørtes, mens agernet fortæredes. Nu havde Virilli jo også lært af sin mor, at det var uhøfligt at snakke med mad i munden, så det var måske derfor, at hun ikke sagde sit navn. Han besluttede, at det nok var bedst at vente lidt, indtil hun var færdig med at spise. Han kunne nu også godt selv have tænkt sig at sætte sådan et dejligt agern til livs, men der så ikke ud til at hænge andre af de spiselige godter på grenen. Skulle han vove at søge hen på en anden gren og lede? Så ville hun måske være forsvundet, inden han kunne nå at snakke med hende. Det var lidt af et dilemma, men så fik han den idé, at såfremt han kunne finde flere agern i træet, så kunne han jo forære hende nogle, hvis hun altså ikke var forsvundet igen, inden han nåede at finde nogen.

Han måtte tage en beslutning om at blive eller skynde sig over på en anden gren. Hun stod stadig med ryggen og den buskede hale vendt mod ham, som om han slet ikke fandtes. Det gjorde han måske heller ikke i hendes verden, tænkte Virilli trist til mode. Så tog han sin beslutning og fór bort til andre af egetræets store grene. Snart så han, at her bugnede det med så mange agern, så de ville kunne mætte flere familier. Hurtigt fik han plukket et par stykker og løb derefter med et i hver pote tilbage til det sted, hvor han havde truffet det yndige hunegern. En sådan gave han nu kom med, ville ingen vel kunne afvise, var han sikker på.

Hun var der minsandten endnu, og af kådhed, eller var det af kærlighed?, styrtede han hen til hende og råbte: “Hej, jeg har noget til dig. Værsgo et dejligt agern”. Idet hun endelig vendte sig om, sprang Virillis hjerte mindst et par slag over, da han nervøst rakte gaven frem. Hun tog imod den uden et ord og gnavede et par bidder af, som ville hun lige sikre sig, at kvaliteten også var i orden. Langt om længe udstødte hun et “tweek-tweek”, hvilket jo på de sorte egerns sprog betød “mange tak”. “Virilli kan jeg forstå, at du hedder?” Hun talte til ham, og han måtte koncentrere sig om at holde balancen på grenen, hvis han ikke af bar benovelse skulle falde ned. Det blev til et par ivrige nik som svar.

“Jeg hedder Frydlil og bor med min familie i en rede her oppe øverst i træet”. Virilli måtte nu tage sig sammen, for så fornuftigt som muligt at få mere at vide om hende. Når hun sagde familie, var det så med forældre og søskende, hun boede i den rede?, eller var det en familie, hun selv havde stiftet med en partner? Næste logiske spørgsmål var tillige, om hun havde nogen unger? Han fik imidlertid aldrig stillet det spørgsmål, inden hun kom ham i forkøbet. Lidt drillende så hun direkte på ham, eftersom hans kropssprog afslørede, hvad det var, han var interesseret i at høre. Frydefuldt kunne Virilli forstå af hendes familiære ytringer, at hun var den yngste af en søskendeflok, der blev holdt sammen af hendes mor og far. Der var altså håb for, at Frydlil og han kunne følges ad gennem livet i skoven, hvis hun og hendes familie ellers ville acceptere ham.

Et blink med det ene øje og en elegant sitren med den buskede hale, var små tegn på, at hun vist godt kunne lide ham, og at han gerne måtte komme nærmere.

Virillis ene pote strejfede Frydlils hale. Det var måske bare en tilfældig bevægelse, men Frydlil trak sig ikke til side, og for Virilli lød det som om en fnisen undslap hende. Han begyndte at fornemme, at hun vist godt kunne lide ham, men han turde ikke fare for hårdt frem. Det skyldtes vel den gode opdragelse hjemmefra. Især hans mor havde ofte formanet ham, at mødte han andre hanner, der var større end han selv, burde han ikke kaste sig ud i slagsmål. I det hele taget var der slet ikke nogen grund til at slås med andre, når der var rigeligt med føde, som der var dette år.

Det var vist oldenår hans mor havde kaldt det, når de gode tider oprandt. Og så var der det med egern af det andet køn. “Møder du engang en pige, som du godt kan lide, så vis dig fra din bedste side og vind hendes tillid lidt efter lidt med søde ord og rigeligt med foræringer”. Nu havde hans mor aldrig rigtig sagt noget om, hvad disse foræringer omfattede, men selv kunne han ikke komme i tanke om andet end lækre agern. God mad kunne man vel altid bringe sin udkårne, tænkte han.

Nu syntes han jo ikke, det var nok bare at flirte med madgaver. Han ville også gerne imponere Frydlil med den viden, han havde om deres egen, sorte stamme, selvom det i den sidste ende nok var en temmelig trist historie. Efterhånden var de jo alt for få. Det ledte ham straks over på tanker omkring nye, små egern. Hvis Frydlil og han fremover skulle holde i pote, så kunne de jo sammen gøre noget for at øge bestanden. Ganske vist anede Virilli ikke noget om, hvordan de nye små kunne frembringes, men det var der vel råd for hos de gamle. Eftersom de selv havde fået unger, kunne de nok videregive den hemmelighed.

Efter de første forsigtige tilnærmelser, der syntes at blive positivt modtaget, stillede Virilli et spørgsmål, han forventede Frydlil ikke kunne svare på, og når han selv kunne give hende et fyldestgørende svar, ja så steg hans anseelse vel i hendes øjne. Det var hans taktik, og nu måtte det briste eller bære. “Ved du Frydlil, at vi, de sorte, har boet længe i dette land og engang fandtes mange flere steder, end tilfældet er i dag?” “Næh”, lød det fra hende, mens de kønne øjne en kort overgang spærredes op. Det opfattede Virilli som interesse for emnet, hvorfor han straks fortsatte med en forklaring, der rummede en påstand om, at deres slægt nu kun fandtes på nogle få øer i landet, og det var jo så én af de øer, de selv boede på. “Fyn hedder den, og den ligger næsten midt i et land, der kaldes for Danmark, og lidt længere mod syd findes en anden mindre ø, man engang har givet navnet Langeland. Der findes heldigvis, så vidt jeg ved, stadig mange familier af vores slægt på de øer, men hvor ville det dog være vidunderligt, om vi engang kunne hjælpe vores slægt med at sprede sig yderligere”.

Frydlil kommenterede ikke Virillis lidt for anmassende ønsker, og endnu havde hun ikke taget stilling til, om han var en passende partner at dele grene med. “Hvor ved du dog den slags fra?, og hvorfor kan vores familier ikke bo andre steder end på de øer, du nævner ved navn, og hvad er i det hele taget en ø for noget?” Det var mange spørgsmål på én gang, så Virilli begyndte at fortryde, at han absolut skulle spille så smart med sin viden. Han måtte prøve at forklare det sidste først. “En ø er såmænd et stykke land, der på alle sider er omgivet af vand”. “Altså ligesom den bæk, der løber gennem vores skov?”, foreslog Frydlil, for selv bedre at kunne forstå, hvordan det med en ø hang sammen. “Næh, ikke helt. Som regel består vandet af hav, der er dybere og bredere, end både bække og åer. Vil man over et hav, så må man sejle på noget, der kaldes for en båd, eller måske endda svømme”.

“Og hvordan er...

Produkt-Details

• Erscheint lt. Verlag: 28.5.2025
• Sprache: dänisch
• Themenwelt: Kinder- / Jugendbuch ► Erstlesealter / Vorschulalter
• Schlagworte: Forsvar og kløgt • Fremmed indtrængen • kærlighed • lederskab • venskab
• ISBN-10: 87-430-8808-2 / 8743088082
• ISBN-13: 978-87-430-8808-0 / 9788743088080